Hos Slagelse Hostel på Bjergbygade har Birgit og Jens Würtz taget en hurtig beslutning ovenpå lukningen af Hotel Frederik II i byen. Forpagterparret er i fuld gang med at indrette 36 dobbeltværelser i hotelkvalitet, festlokale og konferencerum samt tilhørende restaurant. De nye tiltag forventes at være klar midt i november Planer er som bekendt til for at blive ændret. Da Birgit og Jens Würtz sidste år gik i gang med at renovere det gamle vandrerhjem i Slagelse, lå det ikke i kortene, at stedet skulle fungere som hotel. Men med Salling Groups lukning af Hotel Frederik II, lå muligheden for at udvide forretningen lige for. En chance, som parret har grebet. Således arbejder håndværkere på højtryk på at sætte det gamle hovedhus i stand til formålet. Slagelse Hostel og Hotel forventer således at stå klar 15. november med 36 dobbeltværelser, herunder en brudesuite, alle med eget bad, wifi og øvrige moderne tiltag, som hotelgæster forventer af en overnatning i dag. Og så er der naturligvis parkering lige ved døren. Renoveringen af hovedbygningen giver samtidig plads til festlokale/konferencerum med plads til op mod 150 gæster. Et tiltag, der forventes udbygget næste år med et orangeri i havens grønne omgivelser, hvor der også bliver plads til større selskaber.
Fester, konferencer og overnattende gæster serviceres med mad og drikke fra den nyindrettede restaurant. - Vi søger netop nu en restauratør til at løfte opgaven med den daglige drift, oplyser Jens Würtz og fortæller i øvrigt, at man forventer flere nye ansatte i takt med de øgede aktiviteter. Hele renoveringen foregår ud fra hovedbygningens eksisterende træk, så den så vidt muligt beholder sit charmerende palæ-udtryk, men imødekommer nutidens krav. Flere sengepladser på vej i 2019 Enkelte kollegieværelser, der i dag er en del af Slagelse Hostel, er stadig udlejet. I takt med de bliver ledige, vil de blive inddraget. - Alt vil på sigt blive hotel, siger Jens Würtz, men understreger, at udlejningen af campingpladser og byhuse, der ligger i umiddelbar forlængelse af Slagelse Hostel og Hotel, vil fortsætte uændret som hidtil. Alt i alt, med den nye udvidelse, disponerer værtsparret over 72 sengepladser på adressen. Og her stopper det ikke. - Da vi har så stor efterspørgsel på værelser, med en beliggende kun 900 meter fra motorvejen og tæt på centrum, har vi planer om at udvide yderligere i 2019, slutter Jens Würtz. Læs mere på www.slagelsehostel.dk |
ForfatterMette Juhl Nygaard Arkiver
Januar 2021
Kategorier |