Studerende og forskere

Din virksomhed kan etablere samarbejder med studerende, forskere og undervisere indenfor alle fag.

Gennem Videnssamarbejdet kan Slagelse Erhvervscenter A/S hjælpe din virksomhed til at etablere samarbejder med en meget bred vifte af uddannelser. Vi arbejder sammen med Erhvervsakademi Sjælland, Syddansk Universitet, University College Sjælland, DTU og Roskilde Universitet.

Viften af uddannelsesretninger er så bred, at der ikke kan gives et udtømmende overblik her. Fra jurister over ingeniører, procesteknologer, erhvervsøkonomer, kommunikationseksperter til eventspecialister, ernærings- og sundhedsuddannelsen, jordbrugsteknologer og kultur- og sprogmødestudier.

Så stort set uanset hvilken opgave du står overfor med din virksomhed, er det værd at undersøge hvordan et samarbejde med en studerende eller en forsker kan hjælpe dig videre.

 

Hvordan foregår det i praksis?

Som virksomhed kan du samarbejde med uddannelsesinstitutionerne på flere forskellige måder, afhængigt af formålet og hvilke ressourcer du har og har brug for. Herunder kan du læse ganske kort om en række af de mest anvendte samarbejdsformer.

Uanset hvad du har i tankerne, så start med at kontakte os i Slagelse Erhvervscenter A/S. Så sørger vi for at få afklaret hvad der passer bedst til din virksomhed og samler efterfølgende det bedste hold til at hjælpe dig videre.

Start med at læse mere om de forskellige samarbejdsformer her, eller ring til Jens Lerager for at høre mere.